Mine børn ELSKER nuggets!
Faktisk er nuggets nok restaurationsbranchens svar på den perfekte børnemad.
Men hvad ER nuggets?
Nuggets er lavet af små stykker kylling vendt i dej og rasp, og friturestegt til de er gyldne og sprøde. Hos bl.a. McDonalds rasper de kyllingekødet og blander det til en formbar dej. Du kan tjekke denne video (der er nu efter min mening ikke langt til Pink Slime).
Herhjemme er nuggets lavet af kikærter! Og ved I hvad? De børn, der har været på besøg og ELSKER kyllingenuggets … De lagde ikke mærke til, at de sad og spiste kikærter!
Kikærtenuggets
Ingredienser
- 85g havregryn (2½ dl)
- 2 dåser kikærter inkl. væske (du kan også koge selv) i alt 480g kogte kikærter + 1½ dl væske
- 1 tsk. salt
- 1 tsk. hvidløgspulver
- 1 tsk. løgpulver
- ca. 120g rasp (2½ dl)
Instruktion
- Opvarm ovnen til 200 grader med pladen midt i ovnen og gør bagepapir klar.
- Blend havregrynene til mel og hæld i en skål.
- Blend kikærterne efter smag. Store stykker giver naturligvis en grovere struktur i de færdige nuggets. Hæld i skålen med krydderierne og bland grundigt.
- Pisk væsken stiv og vend den i 'dejen'.
- Form 24 små figurer, vend dem i rasp og læg dem bagepapiret og bag dem midt i ovnen på den forvarmede plade ca. 15 min.
- Her dypper børn dem i ketchup og voksne i sød chilisauce. Du kan jo selv vælge din favorit. Server med en god coleslaw eller råkost af gulerod, spidskål og æble.
- Tips!
- Hvis du bruger tørrede kikærter, kog dem da til de er møre, kog herefter vandet ind til halvdelen og brug dette som væske.
- Overskudsvæske både fra kogning og dåser kan bruges til fx æggehvideerstatning. Kan holde sig ca. en uge på køl i et lukket syltetøjsglas.