Det meste af det mad jeg spiste, da jeg voksede op i en typisk dansk familie i 1980’erne og 90’erne, indeholdt kød, æg og mejeriprodukter. Mine bedsteforældre havde et mindre landbrug, og jeg fik mange æg og mælk direkte fra staldene. Vi spiste meget rugbrød, både til frokost og aftensmad. Det indeholder godt nok fuldkorn, men også meget salt.
Som teenager blev mine madvaner ikke bedre, for meget fastfood, sodavand og slik, og så røg jeg cigaretter.
Da jeg mødte min mand i 2000, havde jeg arbejdet både i en økologisk café og butik. Her måtte jeg læse op på de positive effekter økologisk og biodynamisk mad har på helbredet, for dyrene og miljøet. Når du først vælger at leve økologisk, er der ingen vej tilbage. Næsten al frugt og grønt vi spiser, og har spist lige siden, er økologisk.
Efter et par år mødte vi den epokegørende frosne kylling. Da den var tøet op, opdagede vi, at den havde brækket begge ben, begge vinger og havde blå mærker. Vi græd for den stakkels fugl og svor på, aldrig igen at støtte en industri, der ville behandle dyr på den måde. Alle kødprodukter var fremover økologiske, fritgående og lokalt opdrættede, hvor vi kunne besøge gården og se, at dyrene havde et godt liv.
I 2009, under min 2. graviditet, opdagede jeg en forværring af min intolerance overfor mælk. Som det senere skulle vise sig, blev min datter faktisk født med begge genetiske varianter for laktoseintolerance. Vi lærte lidt efter lidt at indtage mindre mejeriprodukter, indtil vi til sidste kun spiste små mængder smør og hårde, lagrede ost, kun med spor af laktose.
I 2014 måtte jeg bukke under og tillade, at lægerne fjernede min galdesten. Jeg havde haft flere svære galdestensanfald siden min første graviditet i 2007, og senest fandt de så ophobninger af galdesten i de dybe galdegange. Efter operationen forsøgte vi at provokere leveren så lidt som muligt ved at spise mindre kød og flere grøntsager.
I 2016 fandt jeg endelig primærgrunden til mine migræneanfald og oppustethed: Gluten … eller i hvert fald fintmalet hvedemel, samt sukker i større mængder. LCHF-diæten var på sit højeste og jeg hoppede på bussen. Jeg tabte mig ganske lidt, min hud blev mere olieagtig, min migræne og oppustethed forsvandt, men mit kolesteroltal steg, min skæleksem spredte sig fra kun hovedbunden til mine øjenbryn og kinder, og mine gigtsmerter forværredes. Jeg var træt og havde ikke energi til at træne.
Jeg gik tilbage til vores gamle kost, kød 2-3 gange om ugen, masser af frugt, grøntsager og fuldkorn, minimum af mejeriprodukter og sukker, intet hvedemel, men mange æg.
I juni 2017 så jeg den seneste dokumentar på Netflix “What the Health”. Jeg har set mange dokumentarer, der hver især har bidraget til vores gradvise forandringer i kosten, økologisk, mere miljøvenligt og færre animalske produkter. Denne dokumentar gav os den sidste puzzlespilsbrik. Jeg var klar til at blive veganer.
Alle påstande fra filmen er dokumenteret på filmens hjemmeside: whatthehealthfilm.com/
Jeg har siden da set mange dokumentarer og foredrag på YouTube, lånt akademiske bøger fra biblioteket og læst forskningsartikler.
Efter et halvt år med vegansk mad, befandt vi os i lidt af en krise: Vi spiste godt nok ikke animalske produkter, men vi spiste faktisk ikke mere “grønt”. Vores kød, ost og mejeriprodukter var blevet skiftet ud med olie- og saltfyldte erstatninger og vi følte os ikke renere, raskere eller mere energiske.
Siden 1. januar 2018 har min mand og jeg levet 95% plantebaseret, børnene lidt mindre. Min mand får lidt gin & tonic og chips, jeg hopper til tider i lakridsen og pigerne spiser bl.a. vegetarisk pålæg med æggehvid 2-3 gange ugentligt, ligesom de i weekenderne får slik, soyakakao, oreos og soya-is.
Min mands åreknuder på skinnebenene er krympet til halv størrelse, min ældste datters blodsukkerudsving er væk, min yngste datters børneeksem er stort set ikke-tilstedeværende og min skæleksem er tilbage til kun at være i hovedbunden og så er mit BMI gået fra 31 til 26 på ½ år. (12kg tabt, 4 tilbage)